TLDR: Kontakter er 'rå' persondata, som lever i en pulje. Emner, derimod, er en kontakt, der er tilføjet til en kampagne. Når kontakter konverteres til emner, kan du ringe til dem på kampagnerne.
Adversus opererer med to forskellige termer, når der arbejdes med data relateret til en person/enhed; Kontakter og Emner. Det er vigtigt at kende forskellen på dem, når man arbejder med dataimport og -eksport i Adversus, og derfor får du nu en introduktion til de forskellige begreber, og hvad de dækker over.
Hver enkelt dataimport i Adversus indsættes i en pulje, som dermed opretter en kontakt for hver linje, der er i eksempelvis det Excel-fil, du har importeret (vi understøtter alle .csv (kommaafgrænset), .xls og .xlsx filtyper, så det kan også være andre typer filer). Du kan se puljen som dit interaktive Excel-ark, hvor du fremadrettet kan bruge data fra. Nogle kontakter vil aldrig komme videre fra puljen, hvor andre vil blive føjet til en eller flere kampagner. Her bliver emnerne oprettet baseret på kontakten. Et emne er altså en kontakt, som tilføjes til en kampagne.
Hvordan opfører data sig?
En kampagne har et sæt af relaterede felter. Disse felter lagrer alle kontakt-relaterede felter, f.eks. navn, telefonnummer, adresse, osv.
Disse felter kan indeholde al data, som er relevant for din specifikke use case, men du kan også vælge at arbejde med skjulte felter - altså data, som er relateret til din kontakt, men som ikke er synlig på emnet/kampagnen. Det kan være fordelagtigt, hvis du vil arbejde med en bagvedliggende logik baseret på felter, men som dine agenter nødvendigvis ikke skal have adgang til på den specifikke kampagne.
Fordi felterne er relateret til en kontakt, så vil alle ændringer i felterne på din kontakt slå igennem på alle relaterede emner. Hvis du eksempelvis opdaterer telefonnummeret på en kampagne, vil det forårsage en ændring af feltet på alle relaterede emner.
Alt kampagne-relateret information på dine emner, såsom status, kontaktforsøg, osv., bliver ikke ændret. Du kan dog benytte kampagne-relateret information til at bygge yderligere logik, f.eks. hvis et emne gemmes som succes på en kampagne, tilføjes det til en ny kampagne.
Kort fortalt - ændringer du laver på et emne vil ikke ændre data på kontakten. Ændrer du data på kontakten vil det derimod slå igennem på alle de emner, der er oprettet på baggrund af den pågældende kontakt.
Hvorfor kan det være en god idé at importere kontakter uden at tilføje dem til en kampagne?
Der er forskellige scenarier, hvor det er relevant at uploade kontakter til en pulje uden at tilføje dem til en kampagne. Det kan eksempelvis være:
Du har en pulje med kontakter, du ikke ønsker at kontakte. Det kan f.eks. være eksisterende kunder, som det ikke er relevant at ringe til eller eksterne lister med kontakter, som aldrig må kontaktes. På den måde kan du dublettjekke op mod dem, når du indlæser nye kontakter.
Du har en backup liste med kontakter, som du kan tilføje til en kampagne, hvis du løber tør for emner før tid.
Du kan opbevare historisk data, som senere kan være anvendeligt. Vær opmærksom på at du overholder reglerne for, hvad du må opbevare af data. Her kan det være en fordel at anonymisere dine data, fx ved at slette personhenførbare oplysninger men beholde de data, der fx er relevant for statistik mv.

